I ‘Karrierekvinder’ begiver vi os ud i samfundssatirisk detektivarbejde, der skal optrævle, om det overhovedet giver mening at tale om ‘køn’ og ‘karriere’ i dag. Har vi rykket os sindsygt hurtigt siden kvinderne fik stemmeret for kun 102 år siden – eller sindssygt langsomt? Hvad er det overhovedet vi kæmper for – og hvem kæmper vi imod?
Podcasten tager udgangspunkt i ‘Håndbog for Karrierekvinder’, skrevet i 2000 af Sanne Udsen og Stina Vrang Elias. Bogen blev genudgivet i 2. udgave i 2009 på DJØF’s Forlag. Det er denne version Karrierekvinder citerer fra, med tilladelse fra Sanne Udsen og Stina Vrang Elias.
———
Podcasten ”Karrierekvinder” er blevet redigeret!
I episode 2 siger vi, at vi kvinder skal holde op med at sige undskyld. Men, når man faktisk har lavet en fejl, så gælder den regel ikke. Vi er nemlig, af forfatter Sanne Udsen og Dansk Forfatterforening, blevet gjort opmærksomme på, at vi havde overset betydningen af, at der er to ligestillede forfattere til ’Håndbog for Karrierekvinder’. Den ene forfatter, Stina Vrang Elias har deltaget i podcasten, men der er faktisk 2 forfattere til bogen. ’Håndbog for Karrierekvinder’ blev nemlig skrevet i et samarbejde mellem Stina Vrang Elias og Sanne Udsen og blev udgivet første gang tilbage i 2000. I podcasten ’Karrierekvinder’ tager vi udgangspunkt i 2. udgave, som blev udgivet i 2009 på DJØF’s forlag.
Vi glemte gennemgående at nævne forfatter Sanne Udsen som medforfatter til bogen, hvilket ophavsretsloven kræver at man skal, når man citerer fra og i øvrigt nævner og bruger bogen. Da vores podcast tager udgangspunkt i ’Håndbog for Karrierekvinder’ og følger temaerne i bogen nøje, mente Dansk Forfatterforening også, at vores brug af bogen kræver forfatternes tilladelse.
Det beklager vi, og vi takker Sanne Udsen for, at hun har gjort os opmærksomme på fejlene og samarbejdet med os om at få redigeret de gamle afsnit og vores Facebook side og website, så vi nu har korrekt kreditering af forfatterne og bogen, både ved citater og anden brug af bogen. Det betyder heldigvis også at Sanne Udsen har tilladt brugen af bogen og Karrierekvinder kan fortsætte, og det er vi rigtig glade for. Der er et nyt afsnit lige på trapperne, og indtil da, så undskyld til Sanne Udsen og undskyld for ventetiden.